Statsministerens nytårstale 2016

Lars Løkke Rasmussen

  • År: 2016
  • Sted: Marienborg, Danmark

Analyseret af
Stephanie Gullestrup Rode og Thore Keitum Fisker, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“Og hvor ville det så være bekvemt, hvis der var én enkelt løsning, som med et fingerknips kunne løse det hele. Men den enkle løsning findes desværre ikke.”

Hvorfor er denne tale interessant?

I en nytårstale skal statsministeren blandt andet “samle folket”. Og det er lige præcis, hvad Lars Løkke Rasmussen gør i denne tale, blandt andet fordi han er dygtig til at bruge modsætninger (antiteser), der får ham til at fremstå som en afmålt, modereret midter-politiker, der kan favne hele befolkningen. Omvendt er der også elementer, der ikke bidrager til Løkke Rasmussens formål og image, for eksempel hans fremstilling af flygtninge-debatten og hans brug af allitteration (bogstavrim) og assonans (vokalrim), der kan komme til at virke som ‘fyld’.

Desuden er det interessant at se, hvordan Lars Løkke Rasmussen i talen veksler mellem den politiske tale og lejlighedstalen og dermed låner fra begge genrer i en tale, som der er store forventninger til i nationen.

Den retoriske situation

Det er den 1. januar 2016, og nytårstalen bliver holdt af den siddende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det forgangne år 2015 har indeholdt meget terror, som talen derfor synes præget af. Desuden er Lars Løkke Rasmussen i 2015 nyvalgt statsminister, og der har en måned før årsskiftet været afstemning om retsforbeholdet til EU. Lars Løkke Rasmussen bruger derfor plads i talen på at iscenesætte sig selv og sit parti som regering, og han kommenterer på afstemning om retsforbeholdet og ageren efter resultatet.

Video:

God aften.

I december deltog jeg i et arrangement på en avis, som hvert år stiller sine læsere et på en gang simpelt og kompliceret spørgsmål: Hvem er årets dansker?

Læsernes svar var: Dan Uzan.

Dan Uzan blev brutalt skudt ned natten til den 15. februar, da Københavns synagoge blev angrebet. På hans mindeplade står: ”Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod.” Dan havde mod. Modet til godhed. Han beskyttede gæsterne til en konfirmationsfest. Han passede på andre. Helt uden tanke for sig selv.

Terrorangrebet i København. Et russisk passagerfly, som eksploderede over Sinai. Drab på turister i Tunesien. Angreb i Beirut. Angreb i Californien. De blodige angreb i Paris.

Alle steder var ofrene uskyldige og forsvarsløse mennesker. Kunne det have været vores nærmeste? Kunne det have været vores børn? Den tanke kan man få. Det er terrorens væsen at skabe netop dén frygt.

Men vi må aldrig opgive vores hverdag og vores frie liv. Aldrig blive bange for at tage toget eller sætte os ved et cafébord. For så har terroristerne vundet. Og hvis frygten får nogle til at se skævt til mennesker med en anden baggrund end deres egen. Så har terroristerne også vundet.

De prøver at skabe frygt mellem mennesker. Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam. Men den sande skillelinje går et andet sted. Mellem lys og mørke. Mellem frihed og tyranni. Mellem mod til godhed og fej ondskab.
Vi skal bekæmpe terroristerne som de mordere og forbrydere, de er. Både når de dræber uskyldige mennesker i Irak og i Syrien. Og når de angriber os herhjemme.Derfor styrker vi vores efterretningstjenester. Derfor giver vi flere ressourcer til politiet. Og derfor er danske soldater med i den internationale indsats mod terror.

Tak til alle danske kvinder og mænd i politiet og forsvaret. Herhjemme og derude.I passer på Danmark!

Vi skal alle sammen passe på Danmark. Ikke mindst i en tid, hvor historisk mange mennesker søger mod Europa.

Nogle er på flugt fra krig og forfølgelse. Det er hjerteskærende. Andre søger væk fra fattigdom. Det er forståeligt.

Men det lægger et tungt pres på Europa og på Danmark. Vi står midt i det, der måske er den største og mest komplicerede krise, vi endnu har set i dette århundrede.

Den måde, vi håndterer krisen på, vil få afgørende betydning for Danmarks fremtid. Vi kan ikke åbne Danmark for alle. Vi kan heller ikke vende ryggen til og hygge os i smug.

Jeg vil kæmpe for at lede Danmark gennem migrations- og flygtningekrisen på en måde, så vi kan kende vores land, mens krisen står på – og genkende det, når vi er igennem. Med vores økonomi, vores sammenhængskraft og vores værdier i behold.

For lad os være ærlige over for hinanden – vi er udfordret: Det udfordrer vores økonomi, når vi skal bruge mange ekstra milliarder på asylansøgere og flygtninge. Penge, som ellers kunne gå til sundhed, uddannelse og flere private arbejdspladser.

Det udfordrer vores sammenhængskraft, når der kommer mange hertil fra helt andre kulturer. Fremmede over for de uskrevne regler og normer, der er så indlysende for os. Fordi vi er vokset op i en tradition med frihed, frisind, ligestilling og ligeværd.
Og det udfordrer grundlæggende vores værdier og billede af, hvem vi egentlig er.
Vi danskere er generøse. Vi vil gerne hjælpe. Det ligger i os som mennesker og borgere i et velfærdssamfund. Det ligger i vores historie som land. Vi er åbne mod verden og har ry for at handle med ordentlighed.

Alt det skal vi holde fast i. Økonomien, harmonien, værdierne, ordentligheden. Og hvor ville det så være bekvemt, hvis der var én enkelt løsning, som med et fingerknips kunne løse det hele. Men den enkle løsning findes desværre ikke.

Vi skal holde hjertet varmt og hovedet koldt. Navigere mellem idealisme og realisme. Vi skal hjælpe i verden, men vi skal også passe på Danmark.

Derfor skal vi gøre flere ting. Noget herhjemme. Andet ude i verden. Vi hjælper flest bedst, når vi sætter ind tæt på hjemlandet. I forhold til vores størrelse er Danmark ét af de lande, der giver mest i humanitær hjælp til syriske flygtninge. Sådan skal det være.

Og vi presser på i EU. Der skal bedre styr på Europas ydre grænser. Særligt i Grækenland og i Italien. For når Europa ikke kan kontrollere sine ydre grænser, så ser vi, at de åbne grænser inden for Europa lukker sig igen. Til skade for vækst og velstand.

Sverige vil skærpe kontrollen ved grænsen til Danmark. Det sker meget snart. For første gang siden 1950’erne skal man nu have ID-kort for at krydse Øresund. Det viser, hvad der er på spil. Og det kan skabe en situation, hvor vi må indføre grænsekontrol til Tyskland, hvis vi vurderer, at det er bedst for Danmark. For vi vil ikke igen se migranter og asylansøgere på vores motorveje. Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.

De endelige svar på migrations- og flygtningekrisen skal findes internationalt. Det bidrager vi til. Men vi må også handle selv.

Vi skal holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau. Derfor fører regeringen en konsekvent udlændingepolitik. Skarpere krav til at forsørge sig selv. Højere krav, hvis du vil være dansk statsborger. Strammere regler for familiesammenføring.

Jeg er stolt af, at vi i Danmark har været forskånet for gentagne brandattentater mod asylcentre. Det har vi desværre set i vores nabolande. Sådan må det aldrig blive i Danmark.

Jeg er glad for, at danske fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer klart har sagt, at de deler regeringens ambition om, at vi skal blive markant bedre til at få flygtninge med i arbejdsfællesskabet.

Nu skal vi sætte handling bag ordene. Det bliver det første, vi tager fat på i trepartsdrøftelserne i det nye år.

På samme måde vil regeringen invitere kommunerne til en dialog om, hvordan vi i fællesskab letter den enorme opgave, de står med. Kommunerne skal modtage flere flygtninge og familiesammenførte end i mange år.

Vi skal blive bedre til at integrere dem, der kommer.

I de kommende år er der ellers ekstra penge på det offentlige budget til at forbedre vores samfund. Til investeringer i velfærd. Til skattelettelser. Vi risikerer, at de penge forsvinder til stigende udgifter til flygtninge. Det må ikke ske.

Også derfor er det så vigtigt, at vi på en og samme tid begrænser antallet af asylansøgere og lykkes bedre med integrationen. Ellers bliver regningen for stor. Menneskeligt. Økonomisk.

Vi skal passe på Danmark.

Danmark er ude af den økonomiske krise. Vi er på vej mod ny fremgang. Beskæftigelsen vokser. Arbejdsløsheden er lav. Familierne bruger flere penge. Der er grund til optimisme. Og nu skal vi have den optimisme til at boble i hele Danmark.

Jeg ønsker ikke et land, der er delt i udvikling og afvikling. Jeg ønsker et Danmark, hvor det er muligt at leve og bo i en lille by og tæt på naturen. Det, tror jeg, mange familier gerne vil.

Og derfor skal der være en ordentlig internetforbindelse. God adgang til uddannelser. Mulighed for lokal udvikling. Og jo ikke mindst et arbejde at få.

Derfor flytter vi tusindvis af statslige arbejdspladser fra Hovedstaden til resten af landet.

Og vi skal have flere private job. Ikke kun i nogle brancher – men i industrien, i landbruget, på byggepladserne, på kontorerne og i butikkerne.

Derfor sænker vi erhvervsskatterne og sætter virksomhederne fri af snærende regler. Så de kan bruge kræfterne på det, de er sat i verden for: At skabe varer og vækst. Arbejdspladser.

Og senere i år vil vi foreslå at sætte skatten ned for dem, der er i job. Vi skal påskønne dem, der passer et arbejde. Og anerkende glæden ved at tjene sine egne penge. Færre danskere skal forsørges af det offentlige, og flere skal forsørge sig selv.

Vi skal have hele Danmark med. Og vi skal have alle danskere med.

Der har været meget fokus på, at alle skal være dygtigere og løbe hurtigere. Men vi må ikke blive så stålsatte på at nå først i mål, at vi glemmer dem, der stadig står tilbage ved start. Jeg tænker på de unge, der ikke rigtig har greb om skolen. Og dermed risikerer også at miste grebet om livet.

Når jeg kommer rundt i landet, støder jeg sommetider på unge, der har været med i et projekt for drenge på kanten, som jeg startede for nogle år siden. Knægte, der kommer hen og siger ”hej Lars” og fortæller, at de nu er i gang med en uddannelse. Andre skriver til mig, at de har fået en god karakter i skolen – for første gang i deres liv.

Når det sker, bliver jeg varm om hjertet og stolt på drengenes vegne. For jeg ved, at bag hver solstrålehistorie ligger hårdt arbejde.

Det kræver, at den unge slider i det. At læreren er den ildsjæl, der ser muligheder, hvor andre har givet op. Og at forældrene skruer ned for facebook og op for forventningerne.

Det kan lykkes. Men kun ved en fælles indsats. Og det skal lykkes for flere. Det vil vi tage fat på i det nye år sammen med mennesker, der kender de unge og deres problemer. Undervisere og ildsjæle. Erhvervsfolk og forskere.

Vi er sammen om at passe på Danmark. Det er vores styrke. Det har gjort os til et af verdens rigeste, frieste og mest harmoniske lande. Den styrke skal vi holde fast i – også når vi er uenige.

Og det er vi fra tid til anden – om mangt og meget. Også om EU. Det så vi den 3. december til folkeafstemningen om et ændret retsforbehold. Jeg anbefalede selv et ja. Og det gjorde mange med mig. Men et flertal stemte nej.

Når man lægger et spørgsmål ud til afstemning, så må man også lytte til svaret. Og handle derefter. Det gør regeringen.

Afstemningen viste en betydelig skepsis over for EU. Den skepsis er jeg ikke blind for. Jeg mener også, at der er meget, vi gør bedst selv. Hvordan vi indretter vores velfærdssamfund og fordeler de goder, vi selv skaber. Det er noget, vi selv skal bestemme.

Men vi må heller ikke glemme, at et tæt samarbejde i Europa er nødvendigt for et lille land. At et stort fælles marked gør Danmark rigere og skaber flere arbejdspladser. Og at samarbejde er afgørende for, at landene kan løse fælles udfordringer. Forurening. Kriminalitet over grænserne. Konkurrence fra andre dele af verden.

Uanset, at vi til tider synes, at EU blander sig for meget, så er det også ved at være med i EU, at vi passer på Danmark.

Afstemningen den 3. december viste ikke kun en skepsis over for EU. Den viste nok også en tillidskrise mellem store dele af befolkningen og os politikere på Christiansborg.

Jeg tror, at den manglende tillid har sit udspring flere steder: Løfter, der ikke blev holdt. Personsager, der fyldte meget. Komplicerede problemer, der blev gjort for simple.

Vi har brug for en bedre samtale med hinanden. Hvor vi lytter, også – ja måske især – til dem, vi er uenige med. Hvor vi erkender, at en sag har flere sider. Det vil jeg gerne yde mit bidrag til.

For hvis vi mister evnen til at tale sammen på kryds og tværs i samfundet, så mister vi noget meget dansk. Ja, hvis jeg skal sige det lidt højstemt. Så mister vi det særlige ved vores demokrati. Ligeværd mellem mennesker. Respekt for andre synspunkter. Ordentlighed. Det brede samarbejde, som Danmark bygger på.

Det må ikke ske.

Vi er nødt til at tale åbent og ærligt om problemerne, lytte til hinanden og finde fælles løsninger. For kun gennem evnen til at tale sammen og samarbejde kan vi sammen passe på Danmark.

Med den opfordring til os alle vil jeg ønske et rigtig godt nytår!

Det siger retorikerne

Det er en retorisk kerneopgave at se på, hvem taleren henvender sig til og hvorfor. I den forbindelse er det relevant, at talen her indeholder træk både fra den politiske tale-genre og lejlighedstalen, og måske specielt i elementerne fra lejlighedstalen forsøger Løkke Rasmussen at italesætte nogle værdier, som hele befolkningen har.

Her kommer antitesen i spil, for den egner sig godt til at udpege en værdi og dermed en identitet, og Løkke Rasmussen prøver netop at samle befolkningen. Han opstiller en del steder antiteser, hvor begge de skitserede yderpunkter forkastes, fx som her: “Vi skal holde hjertet varmt og hovedet koldt. Navigere mellem idealisme og realisme. Vi skal hjælpe i verden, men vi skal også passe på Danmark.” Derved kommer Løkke Rasmussen ved hjælp af dygtigt brugte antiteser til at fremstå som en afmålt, modereret statsminister, der kan favne hele Danmarks befolkning.

Det er nok også det, han prøver at gøre, når han positionerer sig i midten af en ellers ophedet flygtninge-debat. Men her bruger Løkke Rasmussen ret konsekvent ord som "migrant" og "asylansøger". Det er ord, der lægger vægt på de nytilkomnes valgfrihed og på, at de er en byrde for samfundet. Statsministeren kunne også have brugt ordet "flygtning", der mere lægger op til, at mennesker er flygtet fra et hjemland i kaos. Om det er bevidst eller ej, kan man ikke vide, men ordvalget får en implicit virkning.

Talen indeholder også mere eksplicitte virkemidler. Fx når Lars Løkke Rasmussen omtaler de problem-drenge, han har hjulpet. At han har bidraget til et socialt arbejde med udsatte unge er godt, men at nævne det så eksplicit kommer måske til at virke for meget som blær.

Til sidst skal det nævnes, at man kan finde en del allitteration og assonans i talen, men modsat de dygtigt brugte antiteser kommer disse virkemidler til at fremstå lidt som retorisk fyld. Det lyder godt, og måske det bliver lidt lettere at huske for tilhøreren, men vi vil mene, at det ikke for alvor spiller sammen med Lars Løkke Rasmussens budskab.

  1. Skuddramaerne i København i februar 2015 var blandt årets mest omtalte begivenheder, og han kunne næsten ikke have holdt talen uden at nævne dem. Derudover bruger han Dan Uzan som et symbol på dét, Løkke gerne vil have, vi andre skal udvise: uselviskhed og mod
  2. Her bruger han en række antiteser, som er gode til at understrege modsætningsforhold, som han gerne vil fremhæve
  3. Statsministerens nytårstale er som genre en lejlighedstale, men her bliver Lars Løkke eksplicit politisk
  4. Lars Løkke Rasmussen nævner her kvinder først; er det med vilje? Hvordan får det ham til at fremstå?
  5. “At passe på Danmark” bliver i resten af talen en gennemgående tematik
  6. Løkke tegner her et billede af to ekstreme yderpunkter eller overdrevne holdninger: henholdsvis den totale idealisme/humanisme og den totale lukkethed. Med et lidt kritisk blik, fristes man til at spørge om der overhovedet er nogen der har en af de holdninger. Men ved at skabe kontrasten, prøver han at positionere sig som en realistisk politiker, der placerer sig i midten af de to yderholdninger.
  7. ordet ‘kende’ går igen, men bliver ændret til ‘genkende’, det understreger det tidsforløb, Løkke beskriver: at vi kommer ud på den anden side af krisen igen
  8. Her rammer han et meget ømt og stort stridspunkt inden for politik. Det vil formentlig virke velvilligt over for nogen, men mindre overfor andre
  9. Bemærk hvordan Lars Løkke Rasmussen her bruger stilfiguren assonans - en gentagelse af den samme vokal i nye ord, her: ‘i’. Det lyder godt og fordi det bliver rytmisk er det også lettere at huske bagefter.
  10. Her ses endnu en række antiteser - altså den stilfigur hvor taleren sætter et modsætningspar over for hinanden
  11. Det er interessant at se på, hvordan han skifter mellem ordene migranter, flygtninge og asylansøgere - hvornår bruger han hvad? Lige her er ordet ‘flygtninge’ eksempelvis ikke brugt. Er det bevidst? Groft sagt, så ligger der i ordet ‘flygtning’ at man er på flugt, altså at det er alvorligt, mens ord som ‘migrant’ og ‘asylansøger’ kan skabe et billede af hvordan disse mennesker “ulejliger vores samfund”. Det kan ses som en form for framing.
  12. At nævne, at regningen også menneskeligt bliver for stor, er en måde at foregribe det modargument, at medmenneskelighed er vigtigere end økonomi og vækst. Måske er det derfor, Løkke nævner det menneskelige før det økonomiske?
  13. Indtil nu har Løkke stort set kun snakket om flygtningekrisen. Det signalerer over for publikum, hvad han anser for vigtigt i samfundet lige nu
  14. Kommer det her til at lyde, som om han mener alle unge? - i den mundtlige fremførsel kommer Løkke til at lægge trykket således, at det lyder som om han taler om alle unge
  15. her tegner Løkke et billede af sig selv som en ildsjæl, der egenhændigt gør noget for at forbedre unge drenges uddannelsesforhold. Læg også mærke til replikken “hej Lars” - at han bliver tiltalt sådan, skaber et billede af, at han er nede på jorden og til at tale med, langt fra klichéen om den verdensfjerne, arrogante karrierepolitiker
  16. Her bliver han igen generaliserende: er det alle forældre, der er for meget på facebook?
  17. Det giver mening at kommentere på retsforbeholdet, fordi det her var en så nylig begivenhed. Han bruger også tid på at rense sig selv og andre for kritik mod, at de ikke var modtagelige over for afstemningens resultat - er det passende?
  18. Han kobler igen til “at passe på Danmark”-tematikken
  19. forplumrede debatter med stråmænd, irrelevante argumenter og personangreb er desværre en del af den politiske hverdag. Interessant at Løkke tager fat på det! Her positionerer han sig (igen) som en afmålt, redelig politiker
  20. “At passe på Danmark” bliver en slags ramme om hans tale; det er det han starter og slutter med]

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her